Peter Breum

Noget er i grøde, under den fælles muld. Løgene betragter sig selv, før den første varme gør spiringen til noget, der ikke kan rulles tilbage; er det mon tid til tidsler eller blomster, synes at være spørgsmålet, som synene med tiltagende ivrighed søger svar på, under det hastigt aftagende mørke. Men ét står dog allerede nu så godt som klart, selv for de, der har sværest ved at tro det: Foråret er her, og som i de forudgående år overraskes alle, og undres over, at de ikke er klar til at springe ud i lyset og glæden, når den kommer rullende, overvældende og insisterende, og tager dem med ud i d [...]